De har ikke mælkebøtter i San Francisco

For hvad der føles som mange år siden, var jeg på ferie i USA med mine forældre. Vi besøgte New York, LA, Las Vegas, Grand Canyon, Yosemite og San Francisco. Jeg må have været omkring 15 år, en håbløs kikset og naiv teenager, men jeg faldt alligevel lidt for et bestemt sted på vores rejse, hvilket jeg helt havde glemt, indtil min far mindede mig om det forleden dag over frokost bordet. På den sidste dag i San Francisco havde det 15 årige mig sagt, at her ville jeg engang bo. 7-8 år senere gik dette så i opfyldes. Hvor fantastisk er det ikke, at sådan noget faktisk sker? Det fik mig til at tænke på en fascinerende bog jeg læste sidste år - The Alchemist af Paulo Coelho. I bogens slutning står der: "When you want something, all the universe conspires in helping you to achieve it" Så sandt som det er sagt :) Thank you universe.. 
Nåå og det med mælkebøtterne var bare en skarp observation, jeg gjorde mig på en gåtur i skoven, efter jeg havde pustet frøene af min fjerde mælkebøtte. Pointen er vist, at Danmark nu også har sin egen måde at charmere en på! Det er bare lidt anderledes end sushi orgier og cable cars.. 

The final Goodbye...

Dette billede var det sidste, jeg tog på min study abroad rejse: Udsigten over the Bay Bridge fra Brennan Street. Et øjeblik jeg aldrig vil glemme, det var lige der, jeg tror, jeg tog min afsked med byen - på en smuk aften den sidste dag i maj. Lige bag mig og kameraet stod den sidste person, jeg vidste, jeg skulle sige farvel til. Og så ville det hele være forbi...

Selvom en flyvetur på 15 timer burde være tid nok til en reflektering over min situation, har jeg vist alligevel haft svært ved at forstå, at det hele virkelig var ved at være slut. Men jeg fik bogstaveligt talt også det meste ud af hele oplevelsen lige indtil det allersidste øjeblik:) Men da man kunne se København fra flyveren forsvandt al glædende ved snart at være hjemme, og min eneste tanke var, at så snart jeg mærkede det velkendte bump som tegn på, at flyet var landet, så ville det hele definitivt være slut. Så ville jeg ikke længere være SF State studerende bosat i Sunset, så ville jeg igen være ASB studerende boende på værelse 72 på Otto Mønsted - Jeg ved ikke om det ene er bedre end det andet, jeg elsker begge dele. Men jeg ved, at jeg aldrig bliver det første igen. Mens jeg kiggede på fjernsynsskærmen og så landingsbanen komme tættere og tættere på blev knuden i min mave større, og da bumpet endelig gik gennem min krop havde jeg mest af alt bare en tom følelse. It’s over.

Sidst US indlæg...

Dette bliver mit sidste blog indlæg på amerikansk jord. I'm leaving. Det eneste der skulle kunne ændre dette faktum er, hvis min drømmefyr kommer løbende efter mig i lufthavnen, for at tigger mig om at blive, eller hvis de finder narkotika i min taske. Begge scenarier stort set lige så usandsynlige, så jeg tror, udsigten er rimelig klar. DK er i syne om en 24 timers tid! Farvel SF, I will miss you a lot! <3