Selvom en flyvetur på 15 timer burde være tid nok til en reflektering over min situation, har jeg vist alligevel haft svært ved at forstå, at det hele virkelig var ved at være slut. Men jeg fik bogstaveligt talt også det meste ud af hele oplevelsen lige indtil det allersidste øjeblik:) Men da man kunne se København fra flyveren forsvandt al glædende ved snart at være hjemme, og min eneste tanke var, at så snart jeg mærkede det velkendte bump som tegn på, at flyet var landet, så ville det hele definitivt være slut. Så ville jeg ikke længere være SF State studerende bosat i Sunset, så ville jeg igen være ASB studerende boende på værelse 72 på Otto Mønsted - Jeg ved ikke om det ene er bedre end det andet, jeg elsker begge dele. Men jeg ved, at jeg aldrig bliver det første igen. Mens jeg kiggede på fjernsynsskærmen og så landingsbanen komme tættere og tættere på blev knuden i min mave større, og da bumpet endelig gik gennem min krop havde jeg mest af alt bare en tom følelse. It’s over.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar