I ♥ SF

Jeg tror, virkelig jeg er ved at blive lidt forelsket i den her by. Det hele har været op- og nedture, men nu tror jeg endelig, jeg er ved at have fundet mig ordentligt tilrette, og så går det op for mig at om 1 måned, så bor jeg ikke here længere. Puha, det er en hård tanke at bearbejde! Jeg får faktisk lidt ondt i maven, som jeg sidder her og skriver ordene/siger det højt.
De bruger tit udtrykket herovre: It's inevitable, og jeg synes, det passer godt på situationen. Jeg kan ikke gøre noget ved det. Tiden går, brug den vel, sagde min efterskole forstander altid, har jeg nu også gjort det ordentligt?? I hope so!
Dermed ikke sagt, at jeg ikke glæder mig til at komme hjem, fordi det gør jeg - meget endda. Men jeg får aldrig muligheden for at bo her igen.. (I hvert fald ikke de næste 2 år, eftersom den danske stat (og norskee/svenske/ hollandske) laver J-1 visums således, at vi ikke kan få opholdstilladelse i USA igen indenfor de næste 2 år. De vil holde på os kloge hoveder derhjemme... siger vi til hinanden herovre)
Men SF er bare noget helt specielt, og det er virkelig gået op for mig, at jeg aldrig får det tilbage igen. Må jeg ikke nok bare blive her liiiidt længere...? Det hele rammer hårdt, jeg har lige købt min flybillet hjem, så det betyder, at om 1 måned så har jeg dansk jord under mig igen (rugbrød, leverpostej, grillpølser, saltlakrids - mmm) Jeg har så ingen lejlighed og intet arbejde derhjemme, men jeg har heldigvis en masse dejlige mennesker, som jeg ser frem til at se igen:)